Som for alle andre studier kan kvaliteten af forskningsoversigter svinge meget. Derfor er det vigtigt, at du kigger nærmere på, hvordan forskningsoversigten er udarbejdet, inden du tager forfatternes konklusioner for gode varer.
Vi foreslår, at du stiller følgende spørgsmål:
- Har forfatterne formuleret et klart og fokuseret spørgsmål?
- Blev relevante kriterier anvendt ved udvælgelsen af primærstudier?
- Er en grundig søgestrategi beskrevet?
- Dækkede søgestrategien et tilstrækkeligt antal år?
- Er evidensniveauet for de inkluderede primærstudier beskrevet?
- Er den metodiske kvalitet af de inkluderede primærstudier blevet vurderet?
- Er det gennemsigtigt, hvordan man er nået frem til forskningsoversigtens resultater?
- Var det hensigtsmæssigt at kombinere resultaterne på tværs af de inkluderede primærstudier?
- Blev de rette metoder anvendt til at kombinere eller sammenligne resultaterne på tværs af de inkluderede primærstudier?
- Understøtter resultaterne forfatternes konklusioner?
Overførbarhed handler om, hvorvidt en evidensbaseret intervention kan overføres til en anden kontekst.
Efter gennemgang af nedenstående spørgsmål kan du bedre vurdere, om interventionen vil kunne skabe den samme effekt i den aktuelle kontekst som i den kontekst, hvor interventionen er undersøgt.
Udbredelse af risikofaktoren
- Hvorfor er der et behov for at igangsætte interventionen?
- Hvor stor er forekomsten af den pågældende sygdom eller risikofaktor i den aktuelle kontekst?
- Er der forskel på forekomsten af risikofaktoren i den kontekst, interventionen er undersøgt i, og i den aktuelle kontekst?
Målgruppen
- Omfatter interventionen den aktuelle målgruppe?
- Er der forskel på den aktuelle målgruppes karakteristika (så som etnicitet, socioøkonomisk status og uddannelsesniveau) og studiepopulationens karakteristika (den gruppe af mennesker, som effekten er fundet i oprindeligt)?
- Hvis ja, lav en vurdering af, hvordan forskelle i karakteristika vil have indflydelse på effekten af interventionen, hvis den gennemføres i den aktuelle kontekst.
Implementeringskapacitet
- Lav en vurdering af, om der er betydelige forskelle på den kontekst interventionen er undersøgt i og den aktuelle kontekst, hvad angår:
- det politiske miljø
- social accept
- ressourcer
- organisationsstruktur
- kompetencer hos medarbejdere der skal gennemføre interventionen.
Spørgsmålene om anvendelighed handler overordnet om muligheden for at gennemføre interventionen.
Målet er, at du efter gennemgangen af nedenstående spørgsmål bedre kan vurdere, om indholdet af interventionen kan anvendes i den aktuelle kontekst.
Kulturel og social accept
- Vil befolkningen som helhed og de(n) relevante målgruppe(r) være interesserede i og acceptere interventionen?
- Er der forhold i interventionen, som går imod lokale sociale normer eller den lokale kultur?
- Har målgruppen tilstrækkelige forudsætninger for at forstå hvad interventionen går ud på?
- Er der dele af interventionen, der er etisk problematiske? (Se eventuelt Sundhedsstyrelsens Etik i forebyggelse og sundhedsfremme)
Ressourcer
- Er de nødvendige økonomiske ressourcer til rådighed for at kunne implementere interventionen?
- Er de nødvendige personalemæssige ressourcer til rådighed for at kunne implementere interventionen?
- Er de forventede sundhedsforbedringer omkostningerne værd?
- Hvad er de samlede omkostninger til at gennemføre interventionen (udgifter til materialer, lokaler, løn, administration osv. ift. forventede besparelser eller gevinster)
- Har organisationen, herunder personalet, de nødvendige kompetencer til at levere interventionen?
- Er eventuel nødvendig kompetenceudvikling mulig?
Organisationsstruktur
- Er interventionen i overensstemmelse med gældende love og regler?
- Passer interventionen med den udførende organisations prioriteringer og planer?
- Er der overlap med andre interventioner, og/eller kan den fungere sammen med andre interventioner?
- Er der mulige barrierer for at implementere interventionen på grund af den udførende organisations struktur?
- Eksisterer der imødekommenhed over for og motivation til at gennemføre interventionen i den udførende organisation?
- Er den udførende organisation afhængig af andre til at gennemføre (dele af) interventionen?
Politisk accept
- Er der politiske barrierer, som kan vanskeliggøre prioritering og implementering af interventionen?
- Er der accept af og støtte til interventionen i det aktuelle politiske miljø?
- Kan interventionen bruges positivt i det aktuelle politiske arbejde?
- Kan interventionen forbedre den udførende organisations anseelse?